Udvidelsen af BRIKS-samarbejdets betydningen for demokratiet

Peter Marcus Kristensen, lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Efter en række år uden den store medieopmærksomhed annoncerede BRIKS-gruppen — oprindeligt bestående af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika — i august, at de ville udvide med nye medlemmer. Efter sigende havde BRIKS modtaget ansøgninger eller interesse-tilkendegivelser fra op mod 30 potentielle medlemslande. 

I sidste ende blev kun seks ansøgere tilbudt optagelse, Argentina, Egypten, Etiopien, Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudi-Arabien. Efter Javier Milei kom til magten i december, har Argentina dog trukket sit medlemskab tilbage.  

Kampen om det globale syd 

BRIKS-udvidelsen fik særlig opmærksomhed, fordi den forstærkede frygten for, at Vesten har ”tabt” det globale syd. Og det endda til en autokratisk akse eller ligefrem anti-vestlig alliance domineret af Kina og Rusland. 

Særligt Kina og Rusland har en interesse i den udlægning. Talspersonen fra det kinesiske udenrigsministerie, Mao Ning, udtalte før udvidelsen, at Kina var klar til at optage “ligesindede partnere i BRIKS-familien". Udvidelsen blev da også flere steder fortolket som en sejr for Kina. Billedet er dog ikke helt så entydigt, da BRIKS er, og altid har været, en broget flok. 

Adgangskravene

Det står dog efterhånden tydeligt for enhver, der kigger ned over medlemslisten, at BRIKS ikke har demokrati, retsstatsprincipper eller beskyttelse af menneskerettigheder som adgangskriterier. 

Omvendt udelukker gruppen heller ikke lande som Argentina, Sydafrika, Brasilien og Indien, der trods alt afholder frie valg. Gruppen indeholder derfor lande, der spænder ganske vidt på fx Freedom Houses demokrati-ranking.

Det skal dog nævnes, at en af årsagerne til, at Argentina endte med at trække sin ansøgning, er at den nyvalgte Milei efter eget udsagn ikke ”gør forretninger med kommunister” (som Brasiliens Lula da Silva og Kinas Xi Jinping). 

Ingen økonomisk sammenhæng 

De økonomiske kriterier er heller ikke tydelige, hverken i forhold til størrelse, vækst eller sammensætning. 

BRIKS startede som BRIK, en forkortelse skabt af Jim O’Neill fra Goldman Sachs for at indfange de fire nye vækstøkonomier Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Men der er ikke meget økonomisk sammenhæng i gruppen længere. Ikke alle medlemmer har høj økonomisk vækst. 

Økonomierne i Brasilien, Argentina og Rusland har endda oplevet negativ vækst det seneste årti. Samlet set står BRIKS nu for omkring 36 % af global BNP målt på købekraftsparitet, men Kina står for over halvdelen og de fem nye medlemmer kun for ca. 5%.

Hvis vækst eller samlet BNP var et centralt kriterium kan man undre sig over, hvorfor BRIKS ikke indlemmede Mexico eller Indonesien, hvis BNP er langt større end Emiraternes eller Etiopiens. 

Af-dollarisering 

Noget af det, der forener BRIKS økonomisk, er reform af den internationale finansielle arkitektur. BRIKS har længe forsøgt at ændre stemmerettigheder indenfor Verdensbanken og Den Internationale Pengefond, IMF. 

På det seneste har særligt ’af-dollarisering’ været et mantra. Officielt fordi BRIKS arbejder for en mere multipolær verden, hvor en stat (og dens valuta) ikke er hegemonisk. 

Men snarere end en egentlig vision for et alternativt finansielt system, virker det primært til at være fordi dollarens status giver USA en kontrol over det globale finansielle system, og betalingssystemer som SWIFT, der er ubelejlig for stater, som er underlagte amerikanske sanktioner - særligt Iran og Rusland og på sigt potentielt også Kina. 

En egentlig BRIKS-valuta er dog stadig langt ude i horisonten, og med det europæiske valutasamarbejde i baghovedet, er det mere end svært at se, hvordan lande med så forskellige politiske og økonomiske systemer som BRIKS-medlemmerne skulle kunne få det til at fungere. 

Ingen geopolitiske opgør 

BRIKS er heller ikke ligefrem sikkerhedspolitisk ligesindede. Kina, Rusland og Iran er geopolitiske rivaler med USA, mens Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har tætte sikkerhedspolitiske bånd med USA. 

Nok bliver BRIKS portrætteret som symbolet på overgangen til en mere ’multipolær’ verdensorden med mange regionale magtcentre, og hvor Vesten må indstille sig på at være en ligeværdig aktør blandt mange andre. Men ikke alle søger at gøre op med den liberale internationale orden. 

Flere BRIKS medlemmer ønsker ikke at ’vælge side’ mellem enten en Rusland-Kina akse eller Vesten. Brasilien har især understreget, at BRIKS ikke er et alternativ, men supplement til andre grupperinger som for eksempel G7.

Interne rivaliseringer 

Spændingerne internt i gruppen er også til at få øje på. Indien og Kina er geopolitiske rivaler, der er involverede i en mere end 60 år gammel grænsekonflikt på land og en maritim konkurrence om at dominere Indo-Stillehavsregionen. 

Iran og Saudi-Arabien har historisk været regionale ærkerivaler trods den nylige kinesisk medierede rapprochement og tilnærmelse. 

Egypten og Etiopien er involverede i en konflikt over opdæmningen af Nilen til trods for et igangværende forsøg på at opnå en forhandlet løsning, og Brasilien og Argentina har længe konkurreret om, hvem der udgør den naturlige regionale leder i Sydamerika. 

Fremfor at konsolidere gruppen vil BRIKS-udvidelsen kun mindske den smule sammenhæng, der var. BRIKS-gruppen og flere af dens medlemmer har efter det seneste topmøde forsøgt at repræsentere sig selv som det globale syds samlede stemme i international politik. Men snarere end et konsolideret talerør for det globale syd vil BRIKS formentlig i højere grad blive et forum for uenighed og konkurrence om området.