”EU skal holde fast i sine kriterier, ellers krakelerer unionen”
En krig på det europæiske kontinent og vedvarende autokratiske tendenser har endnu engang sat skub i debatten om en udvidelse af EU – denne gang primært med fokus mod øst. DIPD har talt med professor Marlene Wind om, hvad den kommende EU-udvidelse vil betyde for det europæiske fællesskab.
Siden sin reelle grundlæggelse i 1958 har EU løbende udvidet og indlemmet nye medlemmer i den europæiske familie. Senest med Kroatien i 2013.
Fordelene for de lande, som bliver en del af det europæiske fællesskab, er mange, men fordelene for EU er om end endnu vigtige: fremme demokratiet, retsstatsprincipperne, fred, sikkerhed og menneskerettighederne. Samtidig giver et større fællesskab en stærkere international stemme.
Men det kræver selvfølgelig også, at de lande, som bliver en del af EU, lever op til de fælles krav og standarder, som EU har sat for sin union.
Ukraine forrest i køen
Lige nu har ni lande opnået kandidatstatus. Det er Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Tyrkiet og Ukraine. Flere af landene har været kandidatlande i rigtig mange år, mens andre, som Ukraine, der fik kandidatstatus i 2022, allerede har udsigt til tiltrædelsesforhandlinger.
DIPD har derfor talt med professor og leder af Centre for European Politics, Marlene Wind om EU udvidelsens betydning for demokratiet. Marlene Wind har i en lang årrække forsket i demokrati og retsstat og i ’rule of law’ problematikker, når lande indenfor Unionen oplever demokratisk tilbagegang. Snakken falder som noget af det første på Ukraine, som hurtigt har overhalet mange andre kandidatlande.
”Ukraine står ret langt fremme i køen, selvom de er kommet til som nogle af de senest. Det skyldes jo uden tvivl krigen. Vi har simpelthen ikke noget alternativ. Hvis Ukraine ikke holder skansen, så rykker grænsen til Putin meget tættere på os, så det er simpelthen et spørgsmål om liv og død.
Og selvom Ukraine stadigvæk er præget af utrolig meget korruption, har de, især de seneste to år, gjort et massivt stykke arbejde for at gøre op med netop det. Putins invasion har givet dem et lynkursus i liberale værdier – de har på den hårde måde lært forskellen på demokrati og autokrati.
Ukrainerne er simpelthen så klare i deres holdninger til, at de vil Vesten og EU. Derfor er det også lettere for Ukraine end andre lande i området, som ikke på samme måde, er helt så klarsynede når det kommer til fordelene ved demokrati fremfor autokrati.”
Nye indslusningsmetoder kan give håb
”Det betyder jo samtidig ikke, at der ikke skal gøres en masse, hvis Ukraine skal med i EU. Ligesom under finanskrisen, hvor EU sendte eksperter ind for at lære Grækenland, Portugal og Irland, hvordan man genopretter økonomien og statsfinanserne, opkræver skat osv., kommer EU til at skulle lære ukrainerne, hvordan man opbygger en ikke-korrupt retsstat og forvaltning. Det er ganske enkelt en forudsætning for at blive en del af fællesmarkedet. Og det tror jeg, at Ukraine vil se positivt på. For især den unge generation er SÅ klar på at blive en del af EU.
Jeg tror ikke på, at vi skubber lande i armene på Rusland, for det er der simpelthen ikke nogen, der objektivt har interesse i at blive en del af et autokrati. Det er en falsk undskyldning for ikke at gøre noget.
Generelt vil vi nok også se, at nye lande ikke bliver fulde medlemmer, som vi har set ved de seneste EU-udvidelser. Det bliver på en helt anden måde. Vi skal i stedet indstille os på, at der er nogle områder, som f.eks. landbrug eller forsvarspolitik, som kandidatlandene bliver en del af først.
På den måde giver vi også kandidatlandene nogle positive resultater og et håb.”
Opretholde troen
Snakken bevæger sig videre ind på dilemmaet om at holde fast i kandidatlandene og motivere dem til at arbejde mod medlemskab, samtidig med, at EU skal sikre at lande, der optages i EU, lever op til Københavnskriterierne.
”Det kan godt frustrere nogle lande og især deres civilsamfundsorganisationer, som længe har kæmpet med at leve op til kriterierne, at skulle udholde at være kandidatlande i mange år. Men vi skal huske, at grunden til at de gerne vil ind i EU jo netop er fordi, at det er en demokratisk klub, som også håndhæver de regler, som landene ønsker at opnå.
På den ene side kan man sagtens forstå, at civilsamfundet kan miste troen på at blive en del af EU, når der går for lang tid. Men hvis EU ikke holder fast i sine kriterier, kan det hele på den anden side risikere at falde fra hinanden.
Vi skal have for øje, at når lande er blevet medlemmer af EU, får de en stemme på lige fod med andre medlemslande. Det er derfor vigtigt, at EU sikre sig, at de er klar, ellers risikerer vi at de begynder at agere, som f.eks. Viktor Orbán, hvor afpresning og nedlæggelse af veto hører til dagens ’uorden’. EU-samarbejdet kan ganske enkelt krakelere, hvis lande indlemmes for tidligt.”
EU har været for slappe
”Det er trods alt et demokratisk fællesskab, kandidatlandene med åbne øjne melder sig ind i. Derfor nytter det ikke noget, at vi hopper over hvor gærdet er lavets. Det er vigtigt, at vi er klare i mælet her. Vi bør på ingen måde slække på EU’s grundlæggende principper. Så er der ikke noget EU længere, og det indre marked vil ikke kunne fungere. Det er virkelig 'hard law' at være en del af EU. Og er man ikke klar til det, er det bedre at vente lidt.
Man kan samtidig risikere at borgere i de nuværende medlemslande vil vende sig mod projektet, hvis standarderne ikke overholdes. Hvis skatteyderpenge proppes ned i korrupte medlemslande, kan opbakningen med hurtigt fordufte.”
Det udbredte argument, at hvis EU ikke står klar med åbne arme i Balkan, så vender de sig mod Putin, køber Marlene Wind ikke.
”Jeg tror ikke på, at vi skubber lande i armene på Rusland, for det er der simpelthen ikke nogen, der objektivt har interesse i at blive en del af et autokrati. Det er en falsk undskyldning for ikke at gøre noget. 4 % af Ungarns BNP kommer fra EU. Det vil Rusland ikke kunne tilbyde.
Man har gennem mange år kørt en artikel 7 sag imod Viktor Orbáns Ungarn for at have ødelagt retsstaten. Det indebærer, at han i sidste ende kan miste stemmeretten i Rådet. Dog har medlemslandene ikke kunnet få sig selv til det af mange forskellige grunde. Vigtigst er dog modet til at konfrontere ham og beskytte demokratiet i Europa. Det er simpelthen for slapt. Man skulle for længst have trukket stemmeretten fra ham. Man svigter det europæiske projekt hvis man ikke forsvarer de basale demokratiske spilleregler, som står skrevet i traktatens artikel 2.”