Mathias Parsbæk Skibdal ny direktør for DIPD

Med solid erfaring inden for international demokratistøtte overtager Mathias Parsbæk Skibdal posten som direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Mathias
Ny direktør

Efter 9 år ved instituttet overtager Mathias Parsbæk Skibdal posten som direktør. Han bringer dermed et indgående kendskab til det internationale demokratiarbejde med ind på direktørkontoret:

”Jeg har gennem mine ni år ved instituttet set demokratiets globale tilbagegang gennem mødet med alle dem, der hver dag kæmper for at bevare og udvikle det. Visionære unge mennesker, der kæmper for at blive fremtidens demokratiske ledere. Kvinder, der bryder glaslofter og forandrer politik. Og erfarne ledere, der har kæmpet for demokratiske rettigheder i hele deres liv.

Den demokratiske kamp er en fælles opgave, der går på tværs af landegrænser, generationer og partiskel. Sammen med Folketingets partier har DIPD et unikt erfaringsgrundlag og et stort ansvar for at støtte demokratiet globalt. Ingen udvikling uden demokrati.”

Mathias Parsbæk er forhenværende seniorrådgiver ved DIPD, ligesom han i to omgange har været fungerende direktør ved instituttet. Tidligere har han arbejdet med projektledelse i bl.a. Alzheimerforeningen og udviklingsorganisationen CARE. Mathias Parsbæk Skibdal tiltræder den 15. februar 2024 og afløser tidligere direktør Lisbeth Pilegaard.

Om ansættelsen af Mathias Parsbæk Skibdal siger DIPD’s bestyrelsesformand Kasper Sand Kjær:

”Bestyrelsen og jeg er utroligt glade for, at Mathias har sagt ja til at stå i spidsen for arbejdet med at udvikle DIPD og vores internationale demokratiarbejde. Han har et indgående kendskab til instituttet, partierne og partnerne og han har den faglige tyngde til at udvikle organisationen. Der er et enormt behov for den demokratiske støtte, som DIPD sammen med Folketingets partier tilbyder, og vi glæder os til at løfte opgaven sammen med Mathias.”

Dansk Institut for Partier og Demokrati er vedtaget ved lov af Folketinget i 2010. Instituttet arbejder sammen med Folketingets partier om at styrke demokratiet i mere end 20 lande verden over og har et budget på ca. 30 mio. kr. årligt. Bestyrelsen består af repræsentanter fra Folketingets partier og civilsamfundet.