Ny formand for Folketingets partiers internationale arbejde

De danske partiers internationale arbejde i Dansk Institut for Partier og Demokrati får 30-årige Kasper Sand Kjær (S) som ny formand.

Når de danske partier fremover arbejder med at fremme demokrati og styrke det politiske arbejde verden over bliver det med en ny formand ved roret.

Kasper Sand Kjær (S) har i dag afløst Mogens Jensen (S) som formand for Dansk Institut for Partier og Demokrati.

”Jeg ser frem til det enormt vigtige arbejde med at styrke demokratiet verden over gennem den store indsats, som de danske partier udfører i regi af Dansk Institut for Partier og Demokrati. Det internationale arbejde, som masser af frivillige og unge i de danske partier er med til at udføre, er ikke særlig kendt i offentligheden, men det er en indsats for at fremme demokrati, som vi kan være meget stolte af,” siger han.

Kasper Sand Kjær blev ved valget i juni valgt til Folketinget, hvor han også er medlem af udenrigsudvalget. Han peger på især tre områder inden for arbejdet med at fremme demokrati i verden, som han særligt brænder for:

”Vi skal gøre en særlig indsats for at hjælpe unge ind i politik, lige som vi skal sørge for at sikre kvinder flere pladser og mere indflydelse i politiske partier og i parlamenter. Samtidig skal vi hjælpe med at opbygge partier som organisationer for at sikre stabile demokratier flere steder i verden,” siger han.

Kasper Sand Kjær har erfaring med politiske ungdomsorganisationer fra sit tidligere hverv som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Dansk Institut for Partier og Demokrati er vedtaget ved lov af Folketinget i 2010. Instituttet arbejder med at styrke demokrati og politiske partier i 16 lande verden over og har et budget på ca. 30 mio. kr. årligt. Bestyrelsen udgøres af repræsentanter fra Folketingets partier samt enkelte NGO’er mv.

  

Yderligere oplysninger:

Kasper Sand Kjær, formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati, 33374049.