Skip to content

Praktikant med interesse for international demokratifremme og kommunikation hos DIPD

Kunne du tænke dig at være i maskinrummet under opbygningen af en event, hvor 75-100 politikere fra en række af verdens udviklingslande kommer til Danmark på valgobservation? Og kunne du tænke dig at arbejde med kommunikation og pressehåndtering i et meget politisk miljø? Så vil denne praktikstilling ved Dansk Institut for Flerpartisamarbejde være noget for dig.

Dansk Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) søger en praktikant til efteråret 2017, der skal være med til at udvikle og eksekvere en stor international aktivitet i forbindelse med kommunalvalget i november. Her kommer delegationer fra vores demokratiprojekter i Afrika, Asien og Latinamerika – i alt 75-100 personer – til Danmark.

Kommunalvalget 2017 er en vigtig mulighed for at invitere DIPD’s internationale partnere til Danmark for at lære af danske lokalvalg og inspireres til, hvordan de selv kan arbejde med lokalpolitik i deres hjemlande. Ligeledes er valget en lejlighed til at engagere vores partnere i en interkulturel dialog og idéudveksling om nogle af de mange udfordringer lokalt demokrati i Danmark står overfor.

Vores KV17-event starter ud med et seminar om det danske kommunalpolitiske system, efterfulgt af tre dages valgobservation rundt i landet. Her skal to repræsentanter fra hvert af de danske partiers søsterpartier sammen med lokalpolitikere ud til valghandlingerne i de enkelte kommuner, hvor de skal opleve vælgermøder, politiske diskussioner, selve valgdagen og måske også de efterfølgende politiske forhandlinger. Vi runder besøget af med et seminar i København, der samler op på erfaringerne. Vi forventer, at hele aktiviteten får en del medieopmærksomhed ved at bruge de udenlandske besøgende til at give et spejlbillede af vores eget demokrati overfor danskerne. I denne forbindelse søger vi en selvstændig praktikant med øje for den gode historie, som kan bidrage til kommunikations- og pressearbejde samt til udviklingen af en endelig rapport om instituttets KV17-event, herunder foretage interviews med de internationale partnerrepræsentanter.

Dine opgaver vil inkludere:

  • Udarbejdelse af pressehistorier til nationale og lokale medier
  • Udvikling af politiske briefs og andet kommunikationsmaterialer målrettet interne og eksterne interessenter
  • Udarbejdelse af skriftligt materiale til besøget
  • Skabe opmærksomhed om arbejdet på de sociale medier
  • Understøttelse af en innovativ tilgang til dokumentation og evaluering af DIPD’s KV17-event – herunder storytelling og videodokumentation
  • Bidrage til udviklingen af den endelige rapport om DIPD’s KV17-event, herunder udførelse af interviews med partnerrepræsentanter og indsamling af anden relevant data
  • Udføre logistisk arbejde før og under besøget

Yderligere opgaver kan blive aftalt på baggrund af dine kompetencer og ønsker for, hvad du vil have ud af praktikforløbet.

Vi søger en person som:

  • Er indskrevet ved et dansk universitet på en relevant videregående uddannelse, eksempelvis statskundskab, sociologi, international udvikling, kommunikation eller lignende uddannelser.
  • Har stærke kommunikative færdigheder
  • Har lyst til at arbejde med pressehåndtering
  • Har gode engelskkundskaber i både tale og skrift
  • Har gode koordineringsevner og organisatorisk flair
  • Erfaring med professionel brug af sociale medier er en fordel
  • Erfaring med kvalitativ dataindsamling er en fordel
  • Erfaring med politisk arbejde i Danmark eller demokratiarbejde i udviklingslandene er en fordel

Praktikken er 32 timer om ugen med fleksible arbejdstider. Op til seminaret vil der sandsynligvis være tryk på. Vi vil tage dine behov for egen læring seriøst i planlægningen af dine opgaver. Praktikperioden er som udgangspunkt fra 15. august til 15. december 2017.

Om DIPD
Dansk Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) arbejder for udviklingen af velfungerende, demokratiske politiske partier og institutioner, til at skabe en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. Dette gør vi ved at uddele støtte til danske partier, som har udviklingsprojekter med søsterpartier i udviklingslandene og ved selv at køre demokratiprojekter. Læs mere på www.didp.dk.

Ansøgning
Send en ansøgning og CV til job@dipd.dk senest mandag d. 29. maj kl. 12.00. Der vil blive indkaldt til samtaler kort efter. Har du spørgsmål til stillingen, så skriv eller ring til organisator for aktiviteten, Bo Karlsen på boka@dipd.dk / 38402804.

 

 

Comments are closed.